01a
Jeg begynder på Skovmose Alle 33. Her har jeg boet jeg med mine forældre og min lillebror, til jeg i 1957 blev gift og flyttede fra byen.
Vi legede altid ude på vejen, sjippede, spillede bold, trillede kugler og spillede land. En dag, da vi sjippede i bue, kom fru Gøtzsche forbi. Vi nejede, som vi bedst havde lært, men derefter kan det nok være, vi glanede - for pludselig dalede et par kæmpe, chocoladebrune skovtursbukser ned om hælene på fru Gøtzsche. Elastikken var sprunget. De var blanke og havde lodden vrang ”Hov”, sagde fru Gøtzsche, hoppede ud af bukserne og stoppede dem ned i sin indkøbstaske. Så nikkede hun lidt undskyldende til os - og skyndte sig videre.