01Inga Klink f. Nisbeth fortæller om vejen
Date: 03/20/08
Inga:"Om selve Skovmosealle kan jeg huske, at der var grus på fortovet og en græsrabat ud mod vejen. På fortovet spillede vi kugler til hul, hvilket jo kunne være farligt i mørket, så det var ikke så smart. Ved siden af os i nr. 35 boede fam. Vienberg. Der var 5 børn Inge, Erik, Lis, Jonna og Mogens og som sagt hos Nørager Hansen på Weirsøevej 8 - Birgit og Nina . Lidt længere oppe af vejen lå en lille skov, der tilhørte fam. Lundquist, hvor der var mange børn, Tove, Lis, Kaj, Lilly Connie, Vibeke og en lillebror, som jeg ikke kan huske hvad hed, så vi var en hel flok, som meget tit var sammen, både vinter i sne og i skoven og om sommeren ved Det gamle badested, hvor vi om morgenen travede gennem skoven og til Furesøen.
Jeg kan huske, at under krigen gik min mor og jeg til gymnastik på skolen og når der så blev luftalarm, gemte vi os i en hæk eller i en have, det var da fjollet, men der var ikke noget beskyttelsesrum og mor ville til gymnastik."