Den kvindelige stationsforstander, fru Christensen og hendes datter havde ishuset.
Inga Klink fortæller:
"De havde den bedste is i byen. Og efter krigens afslutning,
da man kunne få ægte tyggegummi - Wregley - kunne vi i ishuset få den der efterligning, som var lyserød parafin, og som smuldrede. Men man skulle bare blive ved at tygge, så samlede det sig igen."
